Damsgaarden
Damsgaarden
Damsgaarden
Damsgaarden

Værdier og faglig målsætning

På Damsgaarden er de grundlæggende værdier baseret på respekt, ligeværd og anerkendelse. Det gælder i mødet med beboerne, men også kollegialt og i samarbejde med pårørende og øvrige samarbejdspartnere.

Vi tror, at mennesker får de bedste forudsætninger for at trives og udvikles, hvis de bliver mødt med respekt og anerkendelse. Derfor understøtter vi den enkelte beboers udviklingsmuligheder gennem en respektfuld, anerkendende og resursefokuseret tilgang. Vi arbejder vedholdende for beboerens små sikre sejre, så selvstændighed og selvbestemmelse hele tiden er i fokus.

Som ansatte arbejder vi således i et til tider dilemmafyldte felt mellem beboernes selvbestemmelsesret og vores omsorgspligt. Det stiller høje krav til etik i arbejdet, da der hele tiden skal afstemmes og vurderes, hvad der er mest værdigt og hensigtsmæssigt at gøre.

For at sikre en høj etik og en faglig funderet tilgang, har vi en veludviklet og højt prioriteret refleksionskultur. Fælles refleksioner ser vi som en forudsætning for udviklingen af et fællesfagligt fundament. De fælles refleksioner er også et forum, som sikrer den enkelte medarbejder kollegial støtte og sparring.

Vi forstår det at arbejde anerkendende og resursefokuseret sådan:

Ressourcefokuseret 

I vores praksis er ressourcer og relationer tæt forbundet. En bæredygtige relation gør det lettere at støtte beboeren i en forandrings og eller udviklingsproces. Vi er i en asymmetrisk relation (medarbejder/ beboer) derfor har vi som ansatte ansvaret for at skabe og vedligeholde relationen. En god relation er ikke slutmålet i pædagogisk arbejde. Relationen er midlet og skal ses som et nødvendigt fundament for at støtte den udvikling, der skal finde sted.

 

 

Når vi taler om at arbejde ressourcefokuseret, betyder det, at vi har fokus på at understøtte, opmuntre og videreudvikle det beboerne kan. Derfor har vi øje for selv de mindste tegn fra beboeren og tilpasser vores praksis på baggrund deraf.

Anerkendelse

Anerkendelse er en tænkning og en samværsform, som retter sig nysgerrigt mod andre mennesker og deres tankeverden. Vi anerkendes for det vi er – og ikke for det vi gør.

Til anerkendelsesbegrebet knytter sig også begrebet validering, som handler om at give mening til andre menneskers oplevede virkelighed.

Når vi bliver mødt med anerkendelse og oprigtig nysgerrighed, får vi de bedste muligheder for at udvikle os. Det gælder i arbejdet med beboerne og det gælder også kollegialt.

Ring: 25 34 08 87